- Jeg skal nok blive klar til de næste kampe, lovede Caroline efter maraton drama
Caroline Wozniacki lover at være klar til de kommende opgaver. (Foto: Getty Images)
For hun var godt klar over, at hun havde ydet en kæmpe præstation, som fik selv sheikerne oppe i logerne til at svede under de hvide telte.
- Jeg er rigtig glad, for jeg spillede en fantastisk kamp. Jeg kom måske lidt sent ud af starthullerne, men jeg blev ved med at fighte, og henne i andet sæt kom jeg mere og mere med i duellerne.
Om det vanvittige, 20 minutter lange femte parti i andet sæt, som hun tabte efter syv breakbolde, sagde hun:
- Det var helt vildt. Jeg har aldrig spillet så langt et parti. Jeg tabte det, men det blev alligevel en slags vendepunkt, for på det tidspunkt begyndte jeg at styre mere.
Omvendt var de ti minutters varmepause efter andet sæt ikke godt for hverken hendes momentum eller det skadede baglår.
- Det hjalp ikke på benet at blive kølet ned igen, og det tog lidt tid at blive varm igen.
Hun erkendte at skaden havde hæmmet hende i både løb og serv, men omvendt tror hun – trods den tre timer lange belastning – at hun vil være okay til i morgendagens kamp mod en endnu ukendt modstander.
- Det er lige meget, om det bliver Safina (der trak sig i første kamp med en skade, red.) eller Zvonareva. Men jeg håber da, at Safina bliver klar. Hun kom grædende ind i omklædningsrummet og det er aldrig sjovt, når nogen bliver skadet.
- Jeg tror da også, at jeg er klar til de næste kampe. Jeg ved ikke, hvordan benet har det i morgen, men jeg vælger at tænke positivt, smilede hun.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar